En mere bæredygtig arbejdsstyrke

Det danske arbejdsmarked står over for betydelige udfordringer, blandt andet som følge af yngre generationers tendens til hyppigere jobskifte og dermed en højere medarbejderomsætningshastighed. Samtidig betyder den demografiske udvikling, at en større andel af arbejdsstyrken nærmer sig pensionsalderen, hvilket forstærker manglen på kvalificeret arbejdskraft. For BIRN Group betyder det, at vi må tænke langsigtet for at sikre en kompetent og bæredygtig arbejdsstyrke.

I koncernen er arbejdet med at reducere medarbejderomsætningen en central del af strategien for at skabe en bæredygtig arbejdsstyrke. Hos BIRN i Holstebro lå medarbejderomsætningshastigheden i 2024 på 28 procent - 18 procent mod 26 procent i 2023 når organisationstilpasninger fraregnes. Dette fokus på medarbejderomsætningen vil blive udrullet til resten af koncernen i løbet af 2025.

- Det er afgørende for vores koncern at reducere medarbejderomsætningen, så vi kan opbygge stabile teams uden tab af værdifulde kompetencer. Vi står over for udfordringer som kort ansættelsestid, hvilket stiller krav til hurtig oplæring, samtidig med at vi skal forholde os til generationsskifte i afdelinger med en aldrende arbejdsstyrke. Det er desuden vigtigt at fastholde vores ældre medarbejderes erfaring og ekspertise, forklarer Maria Mohr Holst, Group HR Business Partner.

Bedre rekruttering skaber bedre fastholdelse

Den relativt høje medarbejderomsætning har skabt et øget fokus på rekruttering. For hvordan sikrer man, at de rette medarbejdere ansættes, så medarbejderomsætningen reduceres?

- I vores arbejde for en mere bæredygtig arbejdsstyrke ser vi på flere initiativer. Blandt andet har vi implementeret et forbedret HR-system, der ikke kun sikrer overholdelse af GDPR, men som også giver os indsigt i, hvorfor medarbejdere vælger at forlade os. Fremover vil vi desuden arbejde med tydeligere jobprofiler, så vi fra starten finder de rette kandidater til vores stillinger, siger Maria Mohr Holst.

På tværs af koncernen arbejdes der målrettet på at skabe en arbejdsplads, hvor både erfarne og nye talenter kan udvikle sig og bidrage til virksomhedens fremtidige succes.

Aldersfordeling

Medarbejderomsætningshastighed

Medarbejderomsætningshastigheden udregnes ved at dividere antallet af medarbejdere, der forlader virksomheden inden for en bestemt periode – fx 12 måneder – med det gennemsnitlige antal medarbejdere, der har været ansat i den valgte periode.

I BIRN Group er der et generelt fokus på at nedbringe medarbejderomsætningshastigheden i de enkelte selskaber. Nogle af selskaberne har sat konkrete mål for området i 2025-2026:

  • BIRN i Holstebro har sat konkrete mål for 2025-2026 om at lande medarbejderomsætningshastigheden på under 20 procent.
  • ULDALL har en målsætning for 2025-2026 om at lande medarbejderomsætningshastigheden på under
    15 procent. ULDALL vil blandt andet se på initiativer fra BIRN i Holstebro om rekruttering og onboarding, samt følge mønstrene for opsigelser nøje for at kunne sætte ind med initiativer, der kan bidrage til en lavere hastighed på medarbejderomsætningen.
  • BIRN GERMANY har en målsætning for 2025-2026 om at lande medarbejderomsætningshastigheden på under 10 procent.
Mockup-02_DK