Systematik skaber styrket arbejdskraft

En mere bæredygtig udvikling af støberibranchen kræver ikke kun nye teknologier – det kræver også en arbejdsstyrke, der er rustet til fremtidens krav. Med fuld implementering af HR-systemet CatalystOne på tværs af alle selskaber har BIRN Group fået et fælles og langt mere robust grundlag for at planlægge og udvikle arbejdsstyrken.

I de seneste år har BIRN Group arbejdet målrettet på at implementere et nyt HR-system, CatalystOne, som giver et grundigt overblik over medarbejdernes stamdata, kompetencer og udviklingsmuligheder. Hvor medarbejderdata tidligere lå spredt i flere systemer – og i nogle tilfælde i ledernes egne hoveder – er alle medarbejdere i hele koncernen i dag registreret i CatalystOne. Det gælder dermed alle selskaber i BIRN Group både i Danmark, Tyskland, Sverige og Italien.

Systemet sikrer én fælles måde at arbejde med medarbejderdata i hele koncernen og giver dermed en helt ny robusthed. Når viden ikke kun  ligger hos én leder, men også i et fælles system, er det langt mindre sårbart, fx ved lederskifte. Alle GDPR-krav overholdes desuden med det nye system, der også giver mulighed for at følge medarbejderomsætning, fravær, certificeringer, kompetenceudvikling og uddannelsesbehov på tværs af  selskaberne.

Næste fase

Kortlægning af kompetencer

Med fundamentet på plads er BIRN Group nu i fuld gang med næste fase:  At bruge kompetencemodulet i CatalystOne langt mere aktivt. Det indebærer blandt andet at kortlægge medarbejdernes nuværende kompetencer og matche dem med de kompetencer, der bliver brug for i fremtiden. På den måde bliver der både forenklet og ryddet op i både jobroller og kompetencekrav. Målet er at skabe en større gennemsigtighed for medarbejderne, sikre en endnu bedre oplæring og samtidig styrke sikkerheden i produktionen.

Arbejdet er i første omgang sat i gang hos BIRN i Holstebro, hvor der skal styr på, hvilke kompetencer der eksisterer i dag, og hvilke der bliver behov for i fremtiden. Med mere end 100 jobroller fordelt på mere end 700 medarbejdere i BIRN Group er der behov for systematisk oprydning og overblik over hvilke kompetencer, der er knyttet sammen med de enkelte jobroller. Herefter kan målrettede uddannelsesforløb sættes i gang.

Et konkret eksempel er smeltere, hvor medarbejdere undervises i smelteoptimering med mindst muligt energiforbrug. Her afdækker CatalystOne både kompetenceniveau hos den enkelte medarbejder og hvem, der har behov for hvilken type oplæring.

Samtidig arbejder BIRN i Holstebro med at modernisere og forenkle oplæringsmaterialet i hele produktionen. Tidligere kurser og  undervisningsplaner konverteres nu til intuitive tjeklister, som gør sidemandsoplæring mere enkel og auditklar, samtidig med at det også undersøges på hvilke områder, e-læring kan bruges.

En bæredygtig arbejdsstyrke er den store udfordring på HR-området i BIRN Group. Samtidig skal omsætningen af medarbejdere mindskes, diversitet på blandt andet alder og køn skal øges, og der skal skabes et godt og brugbart overblik over kompetencebehov nu og i fremtiden. Alt dette er forankret med udgangspunkt i systematik og overblik over både medarbejdere, kompetencer, jobfunktioner og  udviklingsmuligheder.