Cybersikkerhed i konstant udvikling

I takt med den teknologiske udvikling øges brugen af digitale løsninger i BIRN Group og i vores selskaber. Det stiller høje krav til cybersikkerhed, som skal revurderes og opdateres løbende, efterhånden som selskaberne indfører ny teknologi, og at det eksterne trusselsbillede ændres.

Som et led i at skabe en robust cybersikkerhed er kriseberedskabsteamet i BIRN Group blevet udvidet til at inkludere den operationelle teknikafdeling (OT). Afdelingen, der har ansvaret for maskinerne i produktionen, er således blevet tilknyttet IT-organisationen og er nu en integreret del af beredskabsplaner og testudrulning af AI-værktøjer. Ændringerne afspejler behovet for at ruste produktionsafdelingerne
mod cyberangreb, da produktionen i stigende grad digitaliseres og bliver koblet op på eksterne forbindelser.

Med det nye setup læner vi os op ad kravene i EU’s nye NIS2-direktiv for cybersikkerhed, der har til formål at øge den digitale robusthed i den europæiske union. Det er på trods af, at BIRN Group ikke er direkte omfattet af det nye direktiv, men blandt kunderne har kravene stor betydning. Ved at efterleve kravene i NIS2-direktivet sikres dermed, at koncernens interne politikker efterlever de krav, som er forventet af markedet.

Øget sikkerhed uden adgangskoder
Tiden er ved at løbe fra adgangskoder, som ofte er cyberkriminelles indgang til følsomme data i virksomheder.

Hos BIRN Group har vi derfor taget initiativ til at gøre op med adgangskoder og i stedet indfører såkaldt passwordless login, der benytter biometrisk login.

Tiltaget har til hensigt at eliminere phishing-trusler, og dermed er data endnu bedre beskyttet, så både vores kunder og medarbejdere kan føle sig i trygge hænder. Passwordless login gør det også nemmere for medarbejdere, som i fremtiden ikke længere skal huske adgangskoder og opdatere dem løbende. Samtidig modtager medarbejderne løbende kurser i cybersikkerhed, som opretholder fokus på god IT-hygiejne og sikker omgang med data. Udrulningen af passwordless login vil løbende blive implementeret i selskaberne.

AI stadig på radaren
Hos BIRN Group afprøves AI-løsninger, som blandt andet giver mulighed for at analysere data mere effektivt. Det seneste år har vi fortsat med testgrupper og workshops, som giver os viden om, hvordan vi bedst kan udnytte AI mulighederne i de enkelte afdelinger og selskaber.

Sideløbende har BIRN Group udviklet en AI-politik med baggrund i EU-krav, og vi fortsætter med at begrænse brugen af AI-værktøjer til løsninger, hvor vi kan garantere, at egne data bliver holdt i et lukket kredsløb og dermed overholder politikkerne inden for cybersikkerhed i organisationen.

I de kommende år vil vi også øge integrationen af AI i IT-systemerne, som vi forventer vil skabe store fordele i produktionen.