Effektreducering i smelteriet
Effektreducering i smelteriet uden produktionstab
Forbruget af elektricitet er stigende overalt i samfundet, og én af måderne at imødekomme det øgede behov på er ved at forbedre balancen mellem behov og produktion. I den sammenhæng spiller reguleringskraft, hvor man kan regulere forbruget og produktionen af elektricitet, en stor rolle, da det tager udgangspunkt i, at storforbrugere som eksempelvis industri- og produktionsvirksomheder har mulighed for at reducere deres effektbehov og på den måde hjælpe med en bedre balance i elnettet.
I 2024 tilsluttede BIRN i Holstebro sig Flex Platform; en teknologisk løsning udviklet af IBM og Andel Energi, som i realtid giver signal til elektriske anlæg om at justere strømforbruget i perioder, hvor elnettet er belastet. På den måde kan man med andre ord trække på strømmen hos BIRN, når der er behov for det i det øvrige elnet, uden at det påvirker produktionen hos BIRN.
Om Flex Platform
Flex Platform er en dansk, teknologisk løsning skabt i partnerskab mellem Andel Energi og IBM Danmark. Løsningen baserer sig på kunstig intelligens (AI) og Internet of Things (IoT), og er udviklet til at understøtte den grønne omstilling gennem intelligente forudsigelser og større fleksibilitet i energiforbruget. En række både private og offentlige deltagere er koblet på platformen
Denne automatiserede regulering aflaster kul- og gasfyrede reservekraftværker, som ellers leverer strøm i situationer, hvor stabil og høj energiforsyning er nødvendig for produktionskapacitet og -kvalitet – altså hvor der er ekstra stort behov for strøm på elnettet generelt. Virksomheder som BIRN i Holstebro bidrager dermed til at reducere brugen af fossile brændsler og sænke CO2-udslippet herfra.
Samtidig bidrager jernstøberiet til at øge elforsyningssikkerheden for naboer og andre virksomheder i og omkring Holstebro ved at udligne noget af den mangel på vedvarende energi i elnettet, som Danmarks satsning på grøn strøm kan medføre.
Forbrugsfleksibilitet uden kompromisser
I 2024 har samarbejdet om elregulering skullet stå sin prøve hos BIRN i Holstebro. Flere gange er regulering af strømforbruget blevet aktiveret i jernstøberiets smelteovne, og ifølge Emil Husted Brodersen, Group Sustainability Manager hos BIRN Group, har det ikke haft konsekvenser for produktionen:
- Vi er kommet godt fra start med elreguleringen, som aktiveres automatisk, når behovet for ekstra strøm på elnettet er størst. De enkelte reguleringer varer typisk blot 12-30 minutter ad gangen i gennemsnit. Ingen af gangene har nedjusteringen af elforbruget haft konsekvenser for produktionen. Vi kan altid deaktivere systemet manuelt i yderste nødstilfælde, men det har indtil nu ikke været nødvendigt.
Selv de relativt få reguleringer, der indtil videre er blevet aktiveret hos BIRN i Holstebro, har bidraget positivt til den samlede energibalance. Den mængde strøm, der har været reserveret hos BIRN i regi af reguleringskraften, svarer nemlig til cirka 1.500 hustandes årlige forbrug.
- Vi vil gerne understøtte stabiliteten i elnettet, og derfor giver det rigtig god mening at bidrage på denne måde, hvor man kan reducere effekten hos os i perioder, hvor det ikke har nogen betydning for vores produktion. Vi ser derfor frem til muligheden for at bidrage i endnu højere grad i de kommende år, siger Emil Husted Brodersen.
Tre af støberiets smelteovne er tilknyttet Flex Platform, som løbende indsamler data, der behandles og analyseres via kunstig intelligens. Dette gør det muligt at forudsige elforbruget præcist og regulere det på tidspunkter, hvor den tilgængelige vedvarende energi kan udnyttes optimalt uden at kompromittere smelteovnenes drift.

